Ditte har skrevet følgende:
"Vi har været hundeejere i 30 år og skulle for første gang have en lille hund. Hidtil har vi haft brugshunde, og det var vigtigt for os at få en intelligent og opdragelsesmæssigt nem hund. Vi fik kontakt til Annika, og blev skrevet op til en hanhund. Annika kontaktede os, da Minnie havde født og efter 3 uger kunne vi så komme og vælge vores hvalp. Annika var god til at informere os om vores hvalps udvikling og sendte regelmæssigt billeder af ham, lige som vi var nede og besøge Oscar (Snowtuft Amazing Amore), når vi havde lyst til det. Midt i oktober kunne vi så endelig hente vores hvalp og han blev sendt hjemmefra med en hvalpepakke, kontrakt, legetøj, foder, klippevejledning og sutteklud med mors Minnies lugt. Vores Oscar har fra dag et været utroligt selvstændig, modig og meget vagtsom. Han har stor selvtillid , og tror han kan klare hele verden. Annika gav os en rigtig god behandling, havde kaffe på kanden og tid til at snakke når vi kom. Vi har på intet tidspunkt fortrudt vores køb, og har fået en kernesund lille hund i familien."